Slut med at spille på flere heste

Dating: Tusindvis af danske singler jagter tosomheden online. Og med så stort et udbud er fokus nødvendigt. Det mener i hvert fald initiativtagerne bag ny datingside, der vil skrue op for troskaben og seriøsiteten i netdatingen herhjemme.

 

For mange danskere foregår dating i dag som en overfladisk bladren mellem datingprofiler i en tilsyneladende uendelig række af mere eller mindre seriøse profiler. Det vil en ny datingside gøre op med – ved at satse på troskab allerede tidligt i datingforløbet. På trohåbogkærlighed.dk er det slut med at spille på flere heste samtidig, og man sigter dermed efter de mere seriøse singler.

 

"Dating er blevet lidt en sport, hvor rigtig mange vægter kvantitet over kvalitet. Og dermed ender størstedelen med at spille på flere heste samtidig i stedet for at satse hele butikken på hende eller ham, der måske kunne være noget", siger Dan Christensen, der er en af stifterne af trohåbogkærlighed.dk, og som selv har været på datingmarkedet i mange år.

 

"Jeg har da også været en af dem, der skrev med flere kvinder på én gang. Jeg tænkte nok, at jo flere jeg skrev med, desto større var mine chancer for at finde den rette. Og på den måde kom jeg aldrig rigtig tæt ind på livet af nogen af dem," fortæller Dan Christensen, der dog har fundet lykken siden.

 

Nøglen til (k)ærlighed

På trohåbogkærlighed.dk kan du ligesom på så mange andre datingsider oprette en profil, søge på personlige præferencer, chatte med andre samt like og kommentere billeder m.m. Der hvor det nye datingsite skiller sig ud er på den nøgle, man som bruger kan give til en anden bruger, der er så interessant, at man gerne vil skabe en relation.

 

"Giver to brugere hinanden en nøgle, bliver de to brugere isoleret fra de andre brugere; så er der kun dig og mig. Der er ikke andre forstyrrende elementer, der kan fjerne dit fokus, og I kan nu i ro og mag lære hinanden at kende – og udvikle relationen," fortæller medstifteren af den nye datingside, der ud over troskaben lægger vægt på seriøsitet og ærlighed.

 

"Vi samler kun på seriøse datere. Dem, som reelt leder efter deres store kærlighed. Og dem, der samtidig vil stå ved, hvem de er. Som bruger på trohåbogkærlighed.dk kan du derfor kun oprette en profil med dit eget navn og et personligt profilbillede, ligesom det er obligatorisk at opgive din alder. For med ærlighed kommer man som bekendt længst," runder Dan Christensen af.